JUBILÆUM: SPIES FYLDER 70 ÅR
Dengang man røg på vej til Mallorca
Rejsearrangøren Spies har 70-års jubilæum onsdag den 11. november. Samme dato i 1956 indrykkede Simon Spies sin første rejseannonce i Politiken og Berlingske Tidende. Han tilbød fire uger på Mallorca for 995 kr. inklusive hotel, og rejsen foregik med tog og skib. Det oplyser Spies i en pressemeddelelse.
Beløbet lyder lille i dag. Men ifølge Spies svarede det dengang til mere end en månedsløn for mange danskere. Rejsen gennem Europa varede omkring 37 timer. I dag tager flyveturen små tre timer, og Spies sender hvert år over en kvart million danskere på ferie i udlandet.
Fra 26 gæster til folkeeje
De første 26 gæster tog afsted i 1957. I 1960’erne blev charterferien for alvor noget, almindelige danskere havde råd til. I 1998 var Spies ifølge selskabet den første danske charterrejsearrangør, der solgte rejser på nettet.
»Dengang var det en kæmpe begivenhed at rejse til Mallorca,« siger administrerende direktør Jan Vendelbo, der selv startede i Spies som guide i 1985.
Ikke alle idéer holdt. I 1991 begyndte Spies at sælge charterrejser til Lemvig med guider og udflugter. Konceptet blev lukket efter to sæsoner.
Overlevede ejerens konkurs
Spies har også været igennem alvorlige kriser. I 2019 gik moderselskabet Thomas Cook konkurs. Spies klarede sig igennem og fik nye ejere som en del af Nordic Leisure Travel Group. Året efter bragte coronapandemien store dele af rejsebranchen til standsning.
Charterferien er flere gange blevet erklæret død, først på grund af lavprisflyselskaberne og senere på grund af internettet, bookingportaler og Airbnb. Ifølge kommunikationschef Sofie Folden Lund har danskerne dog ikke mistet lysten til at rejse. I stedet forventer gæsterne i dag flere valgmuligheder, mere fleksibilitet og højere kvalitet, forklarer hun i pressemeddelelsen.
Hvad nu?
Spies har de senere år udvidet ud over den klassiske solferie med blandt andet voksenhoteller, storbyferier, rundrejser og rejsefællesskaber for solorejsende og for forældre, der rejser alene med deres børn. Pressemeddelelsen oplyser ikke omsætning, overskud eller passagertal ud over den kvarte million rejsende om året.

